Nu er det lige pludselig ikke for sjov, alt det med kørekort og bilulykker. Lige pludselig kryber virkeligheden ind under huden på os, og skræmmer os fra vid og sans. Angst var i hvert fald en af de følelser som min krop blev ramt med, da jeg læste at Mads ikke var blandt os længere. Et gigantisk tomrum former sig indeni, hvorefter jeg blev overvældet af de få minder vi havde sammen. De aftaler og interne ting, der så let som ingenting forsvandt. De blev pist væk, i takt med at en fantastisk dreng forlod vores jord.
Jeg husker ham kun som smilende og glad. Jeg husker ham som én, man altid ville have lyst til at give et stort kram. Det er jo sådan vi har brug for at huske ham, selv os, der ikke har snakket med ham i lang tid. Han kunne lige så godt være en af de personer, som med tiden glider væk fra en. Men nu vil han for altid være fastlåst i mit hoved, som en af de skøre og skønne drenge fra sidste skoledag, som var med til at gøre den så meget bedre.
Det gør ondt i min mave, og jeg kan ikke forstå at han er væk. Han døde i en soloulykke. I bilen. Han havde ikke engang for høj fart på, men kørte ud på den anden vejbane og direkte ind i en rusten anhænger, som forhelvede var det eneste på den mark!
Tomhed er nok den følelse der beskriver situationen bedst.
Jeg sender mine tanker til hans familie, venner og kæreste... Men jeg sidder også selv her, prøver at holde tårerne tilbage. Nu kom det lige pludselig alt for tæt på.
Jeg håber du er et bedre sted nu, Mads. Jeg håber du nød hvert et sekund af din tid sammen med os, og jeg takker dig for de smil du nåede at give mig.
Hvil i fred.
